Tilladelse til arrangementer i kultur- og idrætsfaciliteter

Hvis du gerne vil lave et arrangement i en af vores kultur- og idrætsfaciliteter, fx i en idrætshal, skal du have tilladelse fra os.
Få hjælp til at finde en facilitet
Hvis du gerne vil have inspiration til, hvor du kan afholde dit kommende arrangement, kan du med fordel kigge under "Find sted" i Arrangørguiden.
Her får du en uddybende præsentation af relevante faciliteter på kultur- og idrætsområdet, herunder info om anvendelsesmuligheder, lokaler, udstyr, tilgængelighed, booking mv., så du kan vælge den helt rigtige facilitet til dit arrangement.
Hvis guiden ikke giver svar på dine spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os for at få sparring til valg af den rette facilitet til dit arrangement.
Hvor booker jer faciliteten?
Du booker faciliteten i vores tilskuds- og bookingsystem Winkas.
Her kan du også søge efter faciliteter og se, hvilke faciliteter der er ledige den dag, hvor dit arrangement skal finde sted.
Ved enkelte af faciliteterne på kultur- og fritidsområdet skal du kontakte den pågældende facilitet for at booke den. Det gælder fx Slagelse Musikhus og Slagelse Teater.
Hvornår skal du booke?
Vi skal gerne modtage din booking senest 2-3 måneder før arrangementet. Det skyldes, at det ofte vil være nødvendigt at aflyse skemalagte foreningsaktiviteter for at skabe plads til dit arrangement.
Husk i forbindelse med din booking at oplyse os om dit arrangements indhold, målgruppe og deltagerantal, hvem der er arrangør, hvad I skal bruge af hjælp/udstyr og tidspunkt for opstilling og nedtagning af udstyr.
Hvornår får du svar?
Hvis faciliteten er ledig på det tidspunkt, hvor du ønsker at bruge den til dit arrangement, vil din booking normalt blive godkendt, når du indsender den.
Hvis din booking omvendt går ind i andres tider, vil systemet sende en bookingforespørgsel til Fritidsafdelingen, som vi så vil tage stilling til hurtigst muligt.
Få hjælp til at booke en facilitet
Hvis du har brug for hjælp til at blive oprettet som bruger i bookingsystemet eller til at booke en facilitet til dit arrangement, kan du med fordel tjekke vores lynguide til booking ud.
Her finder du også info om regler, priser mv.