Tilladelse fra Naturstyrelsen
Mange arrangementer på statsejede naturarealer kræver hverken forudgående tilladelse eller betaling for brug. Og det gælder uanset deltagerantal.
Men der er dog aktiviteter/arrangementer, som kræver tilladelse fra Naturstyrelsen.
Hvilke naturarealer i Slagelse Kommune er statsejede?
- Nordskoven i Slagelse
- Gudum Enge
- Højbjerg Skov
- Bakkely Skov
- Kobæk Skov
- Tårnborggård
- Fodsporet
Hvilke aktiviteter/arrangementer kræver fx tilladelse?
- Afmærkning og opsætning af poster til orienteringsløb (medmindre du udelukkende bruger materialer, som naturligt forekommer på stedet, eller som nedbrydes let/forsvinder i løbet af få dage, fx karton og sejlgarn).
- Bilkørsel/motorkørsel (Naturstyrelsen giver sjældent tilladelse hertil)
- Erhvervsmæssige/kommercielle aktiviteter
- Lyd og lys (fx brug af radio, musikapparater, højtalere, musikinstrumenter og lignende på en støjende måde eller brug af stærkt lys, fx projektører)
- Droneflyvning (hvis du benytter dronen som led i en erhvervsmæssig aktivitet, fx en opvisning, et stævne eller en filmoptagelse)
- Rollespil (hvis det omfatter fx opstilling af stævneplads med telte og boder, biltransport eller erhvervsmæssige aktiviteter, fx salg af udstyr).
- Sportsarrangementer og stævner (fx mountainbike-cup, løbestævner, rostævner, paragliding, skiløbskonkurrencer og orienteringsløb)
- Reklamer i naturen
Hvordan søger du om tilladelse?
Du søger om tilladelse via et digitalt ansøgningsskema på Naturstyrelsens hjemmeside.
Du skal indsende din ansøgning senest 4 uger før aktiviteten, men gerne før.
I Naturstyrelsens vurdering af din ansøgning indgår hensynet til andre skovgæster, beskyttelse af skovens dyr, fredninger mv.
I Naturstyrelsens vurdering af din ansøgning indgår blandt andet hensynet til andre gæster, dyr og fredninger.
Skal du betale leje?
Du skal som udgangspunkt ikke betale leje for brug af statslige naturarealer til arrangementer.
Du skal dog betale leje, hvis der er tale om en erhvervsmæssig/kommerciel aktivitet eller arrangement.
Hjælp til dit arrangement
Kontakt Naturstyrelsens lokale enhed i Storstrøm, hvis du er i tvivl, om dit arrangement kræver tilladelse/betaling, eller hvis du har brug for hjælp til dit arrangement.
Ved de fleste arrangementer kan Naturstyrelsen hjælpe med at finde egnede steder og tidspunkter til dit arrangement.
Du kan finde mere info på Naturstyrelsens hjemmeside.