Sponsorater
Vil du have lidt luft i budgettet? Så kan det være en god idé at lave sponsoraftaler - Se med her for at få inspiration
Hvad kan jeg få sponsorat til?
Det er kun din kreativitet der sætter grænsen. Du kan få sponsorat til produkter som trøjer, materialer, eller til ydelser som markedsføring, vejledning, omtale.
Hvad kan jeg sælge?
Som sponsor, vil man gerne have noget ud af sit sponsorat. Til gengæld for ydelsen eller produktet du får sponsoreret, kan du sælge forskellige former for synlighed fx
- Logo på banner, trøjer eller plakater
- Omtale på sociale medier, annoncer eller i højtalerne under arrangementet
- Billetter til arrangementet
- Roller til arrangementet
Hvem skal jeg søge sponsorat hos?
Hvis du er i overvejelserne om at søge sponsorater, men i tvivl om hvem der er relevant for dit arrangement, kan du overveje følgende
- Udgifter: Kunne der være virksomheder som kunne levere produkter eller services, som I alternativ skulle betale fuld pris for? Dette kunne være bespisning, vand, transport, lyd, lys, udstyr mm.
- Værdier: Er der virksomheder som passer (eller slet ikke passer) til jeres arrangements værdier?
- Målgrupperelevans: Er der en særlig profil blandt deltagere eller publikum, som kunne være særligt relevant for en sponsor at komme i kontakt med? Det kunne eksempelvis være til annoncering af jeres event
Hvorfor skal en sponsor vælge mit arrangement?
Når du skal kontakte potentielle sponsorer, er det vigtigt, at du har noget at tilbyde dem. Her skal du have styr på hvad du kan sælge, og sætte fokus på det. Det kan fx være:
- At sponsoren får en bestemt rolle til arrangementet, fx mulighed for at opstille en stand og uddele produkter, mulighed for oplæg/foredrag under arrangementet, mulighed for at kåre vindere af en given konkurrence mm.
- At sponsoren er synlig til arrangementet og/eller markedsføringen af det. Fx på trøjer, på banen/arenaen, invitationer, nyhedsbreve, annoncer etc.
- At sponsor får omtale fx gennem pressemeddelelser, program, hjemmeside, sociale medier, højtalerspeak under eventen mm.
Andre gode råd
- Har I flere sponsorer, så sørg for, at der er sammenhæng mellem ydelse og pris, så sponsorer behandles retfærdigt i forhold til det, de har bidraget med
- Jo tættere dialog med sponsoren desto bedre. Sørg for at inddrage sponsoren i dine overvejelser, sæt dig ind i sponsors bevæggrunde for sit bidrag til dit arrangement, og ikke mindst sørg for at forventningsafstemme (og skriv det ind i jeres kontrakt). Sørg for at jeres aftale ikke indeholder mere end, hvad I kan leve op til
- Sørg for at dokumentere sponsors rolle, så når I mødes, kan I vise konkrete eksempler på, hvad de får ud af deres bidrag
- Få så meget med i aftalen som muligt, så I undgår misforståelser/uoverensstemmelser. Som minimum sørg for, at den indeholder aftaleparter, periode, opsigelse, forpligtelse og betalingsvilkår. Men husk, at aftalen er en guideline – sørg for at vise fleksibilitet over små justeringer undervejs, så I ikke viser, mangel på samarbejdsvillighed