Spring til...

Tips til markedsføring af events på Facebook

Sådan bruger du Facebook til at markedsføre dit arrangement

Facebook er stadig den mest brugte platform i Danmark og er derfor en rigtig god kanal til at sprede budskabet om dit arrangement.

Hvorfor skal du oprette en Facebook-begivenhed?

Når du opretter en begivenhed (event) på Facebook, har du mulighed for at samle alle informationer ét sted og løbende engagere dine deltagere både før, under og efter dit arrangement.

Tænk på begivenheden som en slags “hjemmeside” for dit arrangement.

Det er her, folk leder efter og skal kunne finde al den info, de skal bruge.

Hold begivenheden opdateret og levende hele vejen frem til afholdelsen. Så sikrer du maksimal markedsføring af dit arrangement.

Tjekliste for markedsføring af arrangementer på Facebook

Denne tjekliste hjælper dig med at få mest muligt ud af din Facebook-begivenhed, uanset om du er helt ny eller har prøvet det før.

1. Opret begivenheden fra den rigtige Facebook-side

  • Brug din forenings/organisations Facebook-side – aldrig en privat profil.
  • Har I ikke en side, kan I eventuelt oprette begivenheden med hjælp fra en samarbejdspartner eller arrangør.

2. Giv begivenheden en klar og fængende titel

  • Gør det nemt at forstå, hvad dit arrangement handler om, fx Sankt Hans ved søen med fællessang og bål.
  • Undgå interne forkortelser eller upræcise titler som fx SktH25 eller ”Fællessang og bål.

3. Brug et godt billede som forside

  • Vælg et billede, der fanger øjet og fortæller noget om stemningen.
  • Ekstra bonus, hvis der er rigtige mennesker og aktiviteter på!
  • Brug helst et billede uden tekst, for Facebook beskærer billedet i de forskellige visninger.

4. Lav en kort og præcis beskrivelse

  • Start med det vigtigste: Hvad sker der, hvor foregår det, og hvornår finder det sted.
  • Fortæl derefter mere detaljeret, hvad man kan opleve, og hvem arrangementet er for.
  • Brug helst korte sætninger, klare afsnit og evt. punktopstilling, hvor det er muligt.

5. Angiv alle praktiske oplysninger i opsætningen

  • Sted (brug evt. adresse, så det vises på kort)
  • Dato og tidspunkt
  • Pris (og om det er gratis)
  • Kontaktperson og link til billetter eller mere info (hvis relevant)

6. Gør begivenheden synlig – inviter og del

  • Inviter personer via siden og opfordr andre til at gøre det samme.
  • Del begivenheden på jeres egen side og i relevante lokale grupper.
  • Opfordr jeres medlemmer, frivillige, samarbejdspartnere og medarrangører til at dele begivenheden.

7. Skriv opslag i den både før, under og efter arrangementet

  • Brug begivenhedens nyhedsfeed aktivt:
  • Før arrangementet: Info om programpunkter, nedtælling, præsentationer at deltagere eller oplægsholdere, konkurrencer (hvis relevant).
  • Under arrangementet: Stemningsbilleder, video, praktisk info til deltagere.
  • Efter arrangementet: Tak for i dag, billeder, evaluering eller opfordring til næste gang.

8. Tag relevante personer og sider

  • Tag samarbejdspartnere, kommunen, sponsorer og lokale aktører, så synligheden øges.
  • OBS: Du kan kun tagge sider, du følger, og som tillader tagging.

9. Brug kategorier og links

  • Vælg op til tre kategorier til dit arrangement.
  • Når du vælger relevante kategorier, bliver din begivenhed vist til brugere, der har interageret med lignende events.
  • Tilføj evt. link til billetsalg, program eller hjemmeside

10. Svar på spørgsmål og kommentarer

  • Tjek begivenheden jævnligt og svar venligt og hurtigt på henvendelser og spørgsmål.
  • Det sikrer rækkevidde, skaber tryghed for deltagere og øger sandsynligheden, for at folk melder sig til.

11. Opfordr til at “deltage” og dele

  • Husk at skrive i jeres opslag: "Tryk Deltager og inviter dine venner!"
  • Når nogen markerer, at de deltager, bliver begivenheden nemlig vist til deres netværk af venner og bekendte.

12. Lav evt. en kommunikationsplan

  • Lav en redaktionsplan for mulige opslag i begivenheden: fx 8 uger før, 4 uger før, 2 uger før, 2 dage før osv.
  • Brug opslagene til både info og stemning