Spring til...

Badeanstalten

Badeanstalten er Slagelse Musikhus’ intime og stemningsfulde spillested og er oplagt til mindre koncerter, møder, fester mm.

Badeanstalten er nabo til Slagelse Musikhus og biografen Moviehouse og rummer en mindre, meget flot og stemningsfuld koncertsal.

Badeanstalten er, som navnet antyder, en gammel badeanstalt, men har siden 2000 været spillested for bl.a. den rytmiske musik.

Badeanstalten er en del af Slagelse Musikhus, og det er den selvejende fond Slagelse Musikhus, der driver spillestedet.

Størrelse og kapacitet

Badeanstaltens koncertlokale er 16 meter langt og 9,3 meter bredt og har plads til 80 siddende gæster ved caféborde eller lange borde.

Til stående arrangementer er der plads til 250 gæster.  

Der er indgang for publikum fra Sdr. Stationsvej.

Velegnet til

Badeanstalten har en dejlig intim stemning og kan bl.a. danne ramme om mindre koncerter, foredrag, stand-up, møder, konferencer, messer, oplevelsesdage, firmaarrangementer, julefrokoster, fester m.m.

Mens naboen Slagelse Musikhus bliver brugt til de store koncerter, bliver Badeanstalten typisk brugt til koncerter med mindre lokale bands, rytmisk musik, jazzkoncerter, verdensmusik og koncerter for børn. 

Bar

I selve koncertlokalet finder du en bar, hvor du/dine gæster kan købe drikkevarer mv.

Forplejning

Slagelse Musikhus kan sørge for forplejning til dit arrangement og kan tilbyde dig forskellige løsninger.

Scene

Badeanstaltens scene er 8 x 4,5 meter, og den er 0,8 meter høj. Frihøjden på scenen er ca. 3 meter. Der er en mobil trappe med 5 trin op til scenen. 

Backstage

Badeanstalten har i stueetagen 2 backstage-rum med stole, borde og plads til henholdsvis 8 og 16 personer. Der er også et lille køkken, som rummer køleskab, kaffemaskine, elkoger og service.

Derudover er der chill-out area på 1. sal med sofaer, TV, strygejern, strygebræt og trådløst internet.

Der er separat backstage-toilet i stueetagen, og der er direkte adgang til scenen fra backstage.

Der er ikke bademuligheder, men rigeligt med håndklæder.

Garderobe

Badeanstalten har en bemandet garderobe.

Udstyr

Badeanstalten har alt nødvendigt udstyr inden for lyd og lys til brug for professionel afholdelse af koncerter, foredrag m.m. Derudover er der internet, projektor og et stort lærred.

Læs mere om udstyr, teknik mv. i Badeanstalten

Borde og stole

Badeanstalten rummer ca. 30 runde caféborde og ca. 100 stole.

Tilgængelighed

For kørestolsbrugere og gangbesværede er der niveaufri adgang via Kunstnerindgangen.

Indenfor er Badeanstalten også niveaufri. Bygningen rummer 1 handicaptoilet.

Da der ikke er faste stolerækker, er der ikke særlige kørestols- eller handicappladser. Kontakt derfor gerne Slagelse Musikhus på forhånd, hvis I er en stor gruppe af kørestolsbrugere, da der er begrænset plads ved udsolgte siddende koncerter (stolene står tæt).

Der er 2 handicapparkeringspladser i Træskogården lige udenfor Slagelse Musikhus og Badeanstalten og 1 handicapparkeringsplads ved Musikhusets hovedindgang.

Parkering og transport

Musikhuset ligger kun 150 meter fra Slagelse Station, så der er nem adgang til og fra huset med offentlig transport (både tog, busser og lokalbane).

Slagelse Musikhus’ hovedindgang vender ud mod den store parkeringsplads Træskogården.

Parkeringspladserne bliver også benyttet af biografen, Slagelse Bazar m.m., så der kan være rift om pladserne.

Der er også parkeringsmuligheder på Østerbro på ”bagsiden” af Vestsjællands Centret, der ligger ca. 100 meter fra Musikhuset. 

Hvordan booker du?

Kontakt Slagelse Musikhus på tlf. 58 50 10 70 eller mailen musikhuset@slagelsemusikhus.dk, hvis du ønsker at leje Badeanstalten til dit arrangement eller gerne vil høre mere om muligheder, priser, faciliteter osv.