Skælskørhallen

Skælskørhallen har både klatrevæg, multirum, cafeteria og mødelokale og kan bruges til mange forskellige aktiviteter.

Skælskørhallen er en selvejende hal fra 1972.

Størrelse

Hallens samlede areal er ca. 2800 m2, mens selve banen er 20 x 40 m (800 m2). Dog er der et par meter rundt om banen, hvilket gør gulvarealet en smule større end 800 m2.

Plantegning

Kapacitet

Hallen er af brandmyndighederne godkendt til maksimalt 640-800 personer. Dette afhænger af, om der er åbent til cafeteriet, da dette i så fald vil fungere som brandvej.

I særlige tilfælde har hallen fået tilladelse til 1.000 personer.

Hallen er velegnet til

Håndbold (harpiks er tilladt), volleyball (3 baner), indendørs fodbold, gymnastik, badminton (5 baner), klatring, skoleidræt, bordtennis, messer, fester, koncerter, udstillinger og konferencer.

Skælskørhallen har for eksempel været vært for DM i klatring, Flying Superkids, kampe i badmintonligaen og diverse andre stævner.

Rekvisitter

Hallen har alle de gængse rekvisitter til idræt, såsom diverse bolde, mål, bander, net mm.

Derudover råder hallen over borde og stole til ca. 420 personer. Det er hallens bander, der bliver brugt til borde. Ved hver bande er der plads til 6. spisende gæster.

Scene og tribune

Hallen har en scene på ca. 40 m2. Scenen bliver opbygget af plader af 1x2 meter og kan formes på alle ønskelige måder. Benene til scenen fås i højderne 20, 40, 60, 80 og 100 cm.

Derudover kan scenen opbygges, således at den bliver til en mindre tribune. Tribunen har plads til ca. 100 personer. Tribunen er tidligere blevet brugt til større badmintonarrangementer. 

IT

Der er gratis trådløst internet, som dog kræver kode (navn: multirum, kode: Multirum1).

Derudover har hallen lærred, projektor, lyd- og musikanlæg med tilhørende mikrofon samt elektronisk måltavle og elektronisk infoskærm.

Omklædning og toiletter

Hallen har i alt 8 omklædningsrum. Alle omklædningsrummene har toilet- og badefaciliteter. 6 af omklædningsrummene har 5 brusere, og de sidste 2 har 6 brusere.

Der er 3 toiletter i den resterende del af hallen. 

Multirum

I hallen er der også et multirum på ca. 200-300 m2 med plads til 150 personer. Rummet kan for eksempel bruges til dans, yoga, karate, spinning, foredrag, fester og konfirmationer. 

Multirummet indeholder højtalere, projektor, lærred samt et forhøjet podie. Sidstnævnte kan for eksempel bruges af oplægsholdere, talere eller af instruktører, der skal undervise.

Cafeteria

Hallen har et cafeteria med forpagter, hvorfra du kan bestille mad til dit arrangement. Cafeteriet har et stort køkken med alt nødvendigt udstyr. Der kan sidde ca. 100 gæster i cafeteriet.

For mere info om cafeteriet, kontakt halinspektøren (se kontaktinfo i boks).

Andre faciliteter i hallen

  • Stor klatrevæg fra 1995 i hallens ene ende. Væggen er ca. 17 meter høj, og der er mulighed for at klatre med hovedet nedad.
  • Moderne motionsrum med de mest nødvendige maskiner og vægte.
  • Mødelokale med plads til 40 personer.

Tilskuerpladser

Hallen har ca. 400 sidde- og 600 ståpladser. Hallen er dog ikke godkendt til så mange personer (se ovenfor).

Tilgængelighed

Både halgulv og omklædningsrum ligger i stueplan og er dermed tilgængelige for kørestolsbrugere. Hverken cafeteriet eller mødelokalet er handicapvenligt, idet begge lokaler er placeret på 1. sal. 

Hallen har ikke et handicaptoilet. Her henvises til badmintoncenteret ved siden af hallen. 

Parkeringsarealet udenfor hallen er stort og har dermed plads til handicapkøretøjer. 

Hjertestarter og førstehjælpskasse

Der sidder en hjertestarter udenfor mellem hallen og Skælskør Badmintoncenter. Førstehjælpskassen er placeret i hallens cafeteria. 

Transport og parkering

Der er ca. 500 parkeringspladser i området til dem, som kommer i bil. 

Der er busstoppested ved hallen. Herfra kan der opnås forbindelse til Skælskør Busterminal, hvor det er muligt at skifte til busser, som kører til Slagelse Station, Korsør Station og Næstved Station.

Hvordan booker jeg hallen?

Booking af Skælskørhallen sker via bookingsystemet Webbook. Her kan du også se, hvornår hallens faciliteter er ledige. 

Du finder Skælskørhallen i bookingsystemet ved at trykke på feltet "Foretag en booking", når du er logget ind. Herefter skal du vælge gruppen "Booking af haller" og dernæst trykke på først "Haller i Skælskør" og herefter "Booking af Skælskørhallen".

Retningslinjer for lån

Flere oplysninger om hallen

Skælskørhallen har sin egen hjemmeside, hvor du kan finde mere info om hallen.

Andre faciliteter i området

Lige ved siden af Skælskørhallen ligger Skælskør Badmintoncenter.

Og udenfor hallen er der både fodboldbaner (kunstgræs og græs), krolfbane og petanquebaner.

Så der er rig mulighed for at tænke andre faciliteter ind i dit arrangement eller din aktivitet. 

Siden er sidst opdateret 21. november 2020